Jeg har altid været fascineret af gyset.
Jeg har endda været med til at grundlægge en filmfestival med udgangspunkt i gyserfilm.
Så der skal en del til at skræmme mig. Men gennem tiden har der dog været film, der er lykkedes med det. Her er 6 af dem, som måske kan inspirere din gyseraften.
Det er filmen, der indevarslede en tsunami af ‘found footage’ film, hvor optagelserne tilsyneladende er virkelige.
Kæresteparret Katie og Micah oplever uforklarlige hændelser, og de anskaffer sig derfor et kamera til at dokumentere det. Det starter med små, næsten uhørlige lyde, og så tager det ellers til i styrke om natten, når Katie og Micah ligger og sover.
Filmen er delt op i dagscener, og så natscenerne, hvor uhyggen primært udspiller sig. De nætter bliver mere og mere ildevarslende med skygger, bevægelser, fodspor og en virkelig gåsehudsfremkaldende lydside.
Det er så effektivt, at jeg griber mig selv i at glæde mig til dag scenerne, hvor jeg lige kan slappe lidt af igen.
Paranormal Activity lykkedes i den grad med at ramme en helt grundlæggende frygt ved at lade karaktererne blive angrebet af en usynlig kraft i deres hjem. Det der skal være trygheden og ens base, bliver et farligt og skræmmende sted, for der er intet, de kan gøre. De er magtesløse.
Filmen er så effektiv, at da jeg genså den igen for nylig, kom jeg i tvivl om, hvorvidt en åben dør ikke var lukket lige før…
Paranormal Activity fik 6 efterfølgere, en Japansk spin-off og en 7. film er endda på vej. Men ingen formår at ramme samme niveau af skræk og realisme, som den originale.
Og her er så udfordringen til dig, der mener, du kan klare det meste:
Candyman er baseret på gyserforfatteren Clive Barkers novelle, The Forbidden, og kunne let være blevet en slasher gyser i stil med Fredag d. 13. eller Nightmare on Elm Street.
Men i stedet for at gøre den titulære Candyman til en vag kopi af Freddy eller Jason, løfter instruktør Bernard Rose filmen til et helt andet plan.
Det er historien om Helen, der undersøger vandrehistorier og kommer på sporet af legenden om Candyman. Sig hans navn 5 gange i spejlet, og han vil vise sig for dig med sin store kødkrog i stedet for en højre hånd.
Historien lever især i det socialt belastede boligprojekt, Cabrinbi Green, og bliver derved også en kommentar til opdelingen af samfundsgrupper.
Det er en film, der forstår sig på at bygge en krybende stemning op og langsomt hive dig ind i mørket. Musikken er eminent og atypisk fra en gyserfilm. Det er orgel, kor og en gennemgående melodi, der umiddelbart er en uskyldig børnemelodi, men samtidig indeholder en foruroligende stemning.
Næsten som om, musikken kommer fra en mørk virkelighed lige uden for vores egen opfattelsessfære.
Gense den nu, hvor remaket er rykket til næste år.
Køb Candyman her
Hvad nu hvis du blev forfulgt af noget ondt, der kun havde ét mål.
Dig.
Og ligegyldigt hvor du bevægede dig hen, hvor hurtigt du løb, eller hvor langt du rejste væk, ville det ufortrødent følge efter dig, indtil det fik fat i dig.
Dét er præmissen i It Follows, hvor forfølgelsen begynder med sex. Som en overført sygdom fra helvede. Den eneste måde du kan komme ud af det på, er ved at give den seksuelt videre til en anden.
Ideen lyder som noget der hurtigt kunne blive en fjollet omgang, men instruktøren David Robert Mitchell har skabt en ekstremt stemningsfuld og ubehagelig film.
Vi ved, at hovedpersonen Jay er forfulgt. Men ikke af hvem, eftersom væsnet kan tage form af hvilken som helt anden, og det giver en konstant frygt og paranoia.
Samtidig lammes vores nerver af et fremragende elektronisk soundtrack fra Disasterpiece, der sørger for at alle vores sanser er i spil.
It Follows er en af de få film, hvor jeg havde en grundlyst til at forlade biografen, da jeg så den første gang. Fordi jeg næsten ikke kunne have det. Næsten.
Fra første øjeblik at Wendy Carlos' synth-version af den latinske hymne Dies Irae: "Vredens Dag" på dansk, skærer gennem det smukke landskab, ved vi allerede, at den er gal.
Som en uset ond kraft, der følger Jack Torrance, hans kone og søn i det de er på vej til The Overlook Hotel, som de skal varetage henover vinteren.
Der er ingen blid indkøring i Stanley Kubricks filmatisering af Stephen Kings roman.
Fra starten bliver det slået fast, at det her ikke er eller bliver rart. For selvom udgangspunktet for jobbet er en måde, hvorpå familien kan finde sammen igen efter et voldsomt alkoholmisbrug, så lader hotellet ikke til at være helt forladt i den iskolde og isolerende vinter.
Sønnen Danny ser små tvillingpiger på gangene, værelse 237 indeholder noget rædselsvækkende, og Jack begynder at synke dybere og dybere ned i et mentalt mørke.
Stephen King har aldrig holdt sig tilbage i, når han kritiserer Kubricks filmatisering, som han mener er alt for kold i forhold til bogen.
Men det er netop med til at gøre denne film til en rystende, nådesløs og ondskabsfuld omgang, som er svær at ryste af sig.
Køb Ondskabens Hotel her
Første gang jeg så Ringu, sad jeg alene i min lejlighed, og i filmens klimaks - som jeg ikke vil afsløre, hvis du ikke har set den - udstødte jeg et ukontrolleret skrig og greb mig selv i at være igang med at kravle helt op på sofaen.
Men det er ikke kun filmens ekstremt effektive klimaks, der gav mig den reaktion.
Det er hele opbygningen indtil dén scene.
Kort fortalt handler Ringu om et mystisk VHS bånd, der nedkalder en dødelig forbandelse over dem, der ser det. Hvis man ikke viser det til en anden inden for en uge, vil man dø.
Hele filmens stemning og musik emmer af at befinde sig i en konstant let forvrænget virkelighed, hvor alt bare er lidt forkert blandet med en konstant ildevarslende følelse af, at noget uundgåeligt er på vej.
Det gør, at Ringu er en af de mest effektive gyseroplevelser, jeg nogensinde har haft.
Og jeg lader denne plads deles med det amerikanske remake, der er et af de forholdsvis få tilfælde, hvor en genindspilning faktisk er lige så god som originalen.
Stemningen er lidt anderledes, men den det ildevarslende er stadig intakt.
Køb Ringu her
Forfatteren Clive Barker fik sin instruktørdebut med Hellraiser, der er baseret på hans egen novelle The Hellbound Heart. Han var utilfreds med tidligere forsøg på at filmatisere hans værker og tog derfor sagen i egen hånd. Resultatet er en kompromisløs, lettere perverteret, unik og dybt fascinerende knytnæve af en film.
At beskrive handlignen vil både være at afsløre for meget og samtidig få det til at lyde småtrivielt.
For Hellraiser er en oplevelse.
Det er som at se ind i en fremmeds forbudte, beskidte fantasi og være lidt pirret af den.
Det er sadomasochisme, drama, lidelser, helvedesdæmoner, andre dimensioner, monstre og en omgang praktiske effekter, der plasker i blod, indvolde, afrevede lemmer og hud.
Det er ikke en film, der som sådan skræmte livet af mig, men den ramte mig som ingen anden film. Det føles lidt forkert at se den, og den blev ikke overraskende forbudt og voldsomt censureret i flere lande.
Så hvis du går efter et gys, der får det til at risle koldt ned ad ryggen, og bringer jer lidt tættere sammen i sofaen, så er det nok ikke lige Hellraiser. Men hvis du søger et gys, der sætter sine kroge i dig og langsomt river dig op - så finder du det lige her.
Køb Hellraiser her
