2021 byder på flere film, der enten er fortsættelser, reboots eller remakes. Derfor vil jeg løbende kigge tilbage på de originale film, der spænder lige fra komedier over science fiction, til gysere.
Og denne gang gælder det den ikoniske gyserkomedie Ghostbusters fra 1984. Senere på året ankommer Ghostbusters: Afterlife, der er en direkte efterfølger til de oprindelige 2 film, hvilket rent kronologisk gør filmen til den 3. film i serien.
Køb Ghostbusters her
Originalen begyndte som en idé hos skuespilleren og manusforfatteren Dan Aykroyd. I begyndelsen af 80’erne skrev første udgave af historien, der på dette tidspunkt hed Ghost Smashers, og omhandlede en professionel gruppe, der jagtede spøgelser og dæmoner gennem flere dimensioner.
Men da manuskriptet blev vist til instruktøren Ivan Reitman, foreslog han, at gøre det til en nutidig opstarts historie i stedet, sat i New York.
Filmens roller var oprindeligt tiltænkt Dan Aykroyd selv, Eddie Murphy og John Belushi. Men da han døde i 1982, blev rollen ændret til at passe Bill Murray i stedet. Dog fik John Belushi en slags cameo, i form af spøgelset Onionhead - også kaldet Slimer, der er inspireret af skuespilleren.
I stedet for Eddie Murphy kom Harold Raimis - der også blev medforfatter på filmen, på spøgelsesholdet, samt Ernie Hudson som den fjerde Ghostbuster.
Og i 1984 fandt alle ud af, hvem de skulle ringe til, hvis der var spøgelsesproblemer.
Fra starten sættes en perfekt tone med Elmer Bernsteins musik, der blander en let komisk tone, med mystik, uhygge og ildevarslende øjeblikke. Og da en stakkels bibliotekar konfronteres med filmens første spøgelse, kulminerer det i Ray Parker Jr’s ikoniske tema.
Filmens anslag er så effektivt, at jeg bliver nødt til at se videre - selvom jeg har set filmen utallige gange nu.
Centralt i filmen står de 3 karakterer, der snart kommer til at starte deres spøgelsesfirma op. En formidabel casting af Dan Aykroyd og Harold Raimis som henholdsvis den naivt begejstrede Ray Stanz, og den videnskabelige introverte Egon Spengler, og så Bill Murray som den uforudsigelige og impulsive Peter Venkman, der leverer en stor del af filmens komik.
Han improviserede en stor del af sine replikker, med en helt perfekt timing. Og få kan som Murray slippe afsted med at spille en karakter, der i virkeligheden er ret slesk overfor kvinder - og stadig bibeholde en stor charme.
Lige fra starten, hvor han lader som om, at en ung, kvindelig forsøgsperson hele tiden gætter rigtigt, imens den anden - mandlige, i stedet udsættes for stød for hvert forkerte svar, og til hans meget direkte og insinuerende undersøgelse af Dana Barrets lejlighed. Hende der sætter historien rigtigt igang, da hun uforvarende blandes ind i den ældgamle gud Gozers komme.
Hun spilles af Sigourney Weaver, og udgør sammen med de andre spillere, en gruppe mindeværdige karakterer, der også tæller den akavede, forelskede nabo Louis Tully, spillet af Rick Moranis, der stjæler alle sine scener, samt William Athertons sleske og manipulerende kommunalarbejder Walter Peck, der vil lukke gruppens spøgelsesopbevaring ned - med katastrofale følger
Den eneste der desværre er underudviklet, og ikke bringer så meget til filmen, er Ernie Hudsons fjerde medlem Winston Zeddemore. Han fungerer som publikums øjne og ører, og får serveret et par forklaringer, men karaktereren er i sig selv ret uinteressant. Det skyldes især at en stor del af karakterens scener, blev givet til Peter Venkman sent i manuskriptets proces.
Ghostbusters er den perfekte blanding af komedie og gys, der ubesværet balancerer og skruer op og ned for de to sider. Og når helvedeshundende slippes løs, og markerer filmens sidste akt, så bevæger vi os godt ind i monsterland, med oprigtig uhygge - især for de lidt yngre seere.
Filmen blev en af de bedst indtjenende komedier i 80’erne, og det er forståeligt. Den sprudler af energi, godt udtænkte scener, mindeværdige replikker og præstationer, og en god historie. Og selvom nogle af effekterne er produkter af sin tid, så er Ghostbusters stadig ligeså medrivende og underholdende som da den kom frem.
Den fik en efterfølger i 1989, der med tiden har fået ufortjent stor kritik. Indrømmet, den er ikke på højde med den første, og slutningen er lidt for fjollet. Men Bill Murray brillerer stadig, og der er flere dele og scener der fungerer, end det modsatte. Og flere øjeblikke, der er helt på højde med den første film.
Så hvis det er længe siden du har set den, så bør du give den en chance snart. Og så bliver du også helt opdateret til den nye, kommende Ghostbusters: Afterlife.
Køb Ghostbusters her
Køb Ghostbusters: The Video Game her
Køb Ghostbusters jubilæums udgave her
Tjek Elias' Coolshop YouTube kanal her
