Det kan egentlig siges ganske kort.
Xbox Series X bliver eftersigende en hurtigere og mere kraftfuld maskine end PlayStation 5.
Det betyder ikke, at PlayStation 5 ikke bliver vild og flytter grænser for gaming. Slet ikke. Xbox flytter dem bare en my længere.
Læs også: PlayStation 5: Sony afslører alle specs, og den bliver et monster
Vi kan starte med at snakke hastighed.
Begge konsoller kommer med 8 AMD Zen 2 kerner, men klokfrekvensen er skruet op på Series X ift. PS5. Hvad betyder det så? Det betyder i bund og grund, at Series X kan lave flere beregninger end PS5 - hurtigere.
Hvad betyder det for dig? Der er større potentiale for bedre og mere flydende grafik hos Series X. Med lovninger om 4K opløsning og helt op til 120 billeder i sekundet samt sågar 8K opløsning, er der noget at glæde sig til!
Når vi snakker forudsætninger for grafik, er Xbox også en anelse foran.
Begge maskiner kommer med AMD RDNA 2 grafik-processorer, hvor Xbox har klemt 12 teraflop ned i deres maskine, mens PlayStation 5 har 10.28 teraflop. Hvad betyder det for dig?
Begge maskiner bliver en revolution inden for spilgrafik. Series X har dog her lidt flere muskler at lege med. Det er de færreste gaming computere, der kan følge med på disse specs, så vi regner med at se noget af det flotteste grafik nogensinde på begge konsoller.
Men igen.
Tallene lyver ikke. Series X tager føringen. Om vi kan se forskel, når konsollerne rammer den virkelige verden, er svært at sige på nuværende tidspunkt.
Sony er kendt for at være tunge at danse med, når vi snakker backwards compatibility. Men det skulle gerne blive anderledes med PlayStation 5.
Sony har fortalt, at de har kigget på de 100 mest populære PS4 spil (afgjort af playtime), og Sony satser på, at næsten alle vil være mulige at spille på PS5 ved launch.
Sony har dog lige fortalt, at PlayStation 5 vil kunne spille "langt størstedelen" af alle titler til PS4, der i skrivende stund overgår 4.000 titler.
Til sammenligning kan alle spil, der kunne spilles på Xbox One, spilles på Series X. Herunder også en række titler til Xbox 360.
Der er ingen tvivl om, at vi til vinter får to konsoller, der kommer til at vende rundt på gaming. Series X står lidt stærkere på papiret end PlayStation 5, men det er svært at sige, om det bliver overført til virkeligheden.
Én ting er helt sikkert. Vi kan ikke vente med at pensionere vores PS4 og Xbox One for at gøre plads til to nye kæmpekonsoller.
Læs også: Xbox Series X: Alle de officielle detaljer fra Microsoft