Af: Elias Eliot
Tidsrejsefilmen Tilbage til Fremtiden er også historien om alternative virkeligheder. Mulige scenarier der kunne have eksisteret, hvis alt ikke lige havde flasket sig som de gjorde. Michael J Fox er nu synonym med Marty McFly, men oprindeligt havde en helt anden skuespiller fået rollen. Og Christopher Lloyd, der spillede ‘Doc’ Emmet Brown, smed manuskriptet i skraldespanden efter at have læst det første gang.
Men lad os begynde et andet sted.
Da jeg var ca 9 år gammel, var jeg på indkøbstur med min far. På vej tilbage til bilen, så jeg plakaten til Back to the Future - eller Tilbage til Fremtiden, som den jo hedder på dansk. Jeg havde på det tidspunkt ikke hørt om filmen, men selve titlen gjorde min hjerne helt øm. Tilbage. Til. Fremtiden. Paradokset i at tage tilbage til noget der lå fremadrettet, kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen. Jeg prøvede at få min stakkels far til at forklare mig det, men han måtte også give fortabt. Hvilket jo er fair nok, når man tænker på at blive overrumplet af sådant et spørgsmål på en simpel lørdags indkøbstur.
Men da jeg endelig fik mulighed for at se filmen, faldt det hele på plads. Og viste sig faktisk at være ret enkelt. For selvfølgelig kan man tage tilbage til fremtiden, når man kommer derfra. Og det er filmens enkelthed, der får den til at stå så stærkt - selv så mange år efter. Og så er det en film, og en filmtrilogi, der på mange måder har været definerende for mig. I år har den første film 35 års jubilæum, og den tredje har 30 års jubilæum. Og i den anledning tager vi her et kig tilbage, til dengang det hele startede.
Køb Tilbage til Fremtiden trilogien
TILBAGE FØR FREMTIDEN
Virkelighedens Doc Brown og Marty McFly er Robert Zemeckis og Bob Gale. De er i hvert fald hovedpersonerne bag filmens skabelse. De mødte hinanden på filmskole i 1971, og fik deres første professionelle samarbejde som hhv. instruktør og producer, med filmen I wanna hold your hand (1978), som de også skrev sammen. Det var samtidig den første film som Steven Spielberg producerede, efter hans to instruktør succeser med Jaws og Nærkontakt af 3. grad.
Filmselskabet bag - Universal, var så tilbageholdende med at hyre en debuterende instruktør til filmen, at Spielberg måtte love, at hvis Zemeckis ikke klarede opgaven godt nok, så ville han træde til og instruere den. Så galt gik det ikke, og de 3 fortsatte samarbejdet i 1981 med komedien Used Cars, der dog floppede i biograferne. Og i Hollywood er man kun så populær som sin seneste film, og derfor var det svært for dem at sælge deres nyeste manuskript. En tidsrejsefilm om en dreng, der kommer tilbage og møder sine forældre som unge.
Robert Zemeckis og Bob Gale havde siden 1975 snakket om at lave en tidsrejsefilm. Men det eneste de havde på plads, var en titel: Professor Brown Visits the Future. Men de manglede den gode krog. Idéen, der skulle få historien til at flyde. Og den kom fra et uventet sted. En dag da Bob Gale besøgte sine forældre, gik han en tur i kælderen, hvor han fandt sin fars gamle årbog. At se sin far i en ung alder, fik Gale til at tænke på, om de egentlig ville have været venner, hvis de nu havde mødt hinanden dengang som jævnaldrende. Og pludselig begyndte en ide at tage form. Hvad nu, hvis hovedpersonen - en teenager, kom tilbage i tiden, og mødte sine forældre? Og hvad nu, hvis moderen blev forelsket i ham?
Gale fløj tilbage til Robert Zemeckis, og sammen kastede de sig over manuskriptet. Helt tilbage i 1981 havde de manuskriptet klar, men ingen var rigtig interesserede i det. På dette tidspunkt var det de grovkornede og sexuelle komedier så som Porkys (Varme Drenge) og Animal House (Delta Kliken), der var de populære. Så Robert Zemeckis og Bob Gale stod med et manuskript ingen ville lave. På nær én. Steven Spielberg elskede det, og var klar på at producere filmen. Men Zemeckis og Gale takkede pænt nej, da de ikke ville sættes i bås som dem, der kun kunne få en film lavet, hvis deres ven Spielberg var med i processen. Men det betød også, at der skulle gå flere år, før Back to the Future blev en realitet. Og det krævede at Robert Zemeckis lavede en film uden Bob Gale. Og endda en film, som alle troede ville blive et flop.
JUNGLEFEBER
I 1983 befandt Robert Zemeckis sig i Mexicos nådesløse jungle, hvor både mudderskred, voldsom regn, krybende insekter og sultne krokodiller gjorde dagene sure. Zemeckis var blevet hyret af skuespilleren Michael Douglas, der også producerede, til at instruere Romancing the Stone (Nu går den vilde skattejagt). Filmstudiet havde ikke de store forventninger til filmen, og koblet med at den blev indspillet i de ugæstfri jungleområder gjorde, at hele produktionen fik lov til at passe sig selv. Men for Zemeckis var det en af de hårdeste produktioner han nogensinde har været på, og da han var færdig, gik han direkte til sin agent, og frabad sig manuskripter der foregik i junglen i regnvejr.
Den drænende proces med at lave filmen, blev heller ikke gjort lettere af studiet, der stadig havde lav tiltro til filmen. Så meget, at da de så det første gennemklip af filmen, fyrede de Zemeckis fra hans næste planlagte film Cocoon. Men til studiets store overraskelse, blev Romancing the Stone deres største succes i 1984, og Zemeckis fik igen tilbudt instruktørjobbet på Cocoon, hvilket han dog pænt takkede nej til. Men den nye succes gjorde, at han pludselig havde adgang til alle studierne i Hollywood, og frit kunne vælge og vrage mellem projekterne. Men det eneste Zemeckis havde lyst til var, at vende tilbage til hans og Bob Gales passions projekt.
Læs mere om Romancing the Stone her
REJSEN BEGYNDER
Bob Gale og Robert Zemeckis kunne have valgt hvilket som helst studie, men i stedet valgte de at gå tilbage til den person, der havde troet på projektet fra begyndelsen; Steven Spielberg. Hans begejstring for manuskriptet var ikke blevet mindre. Han takkede ja med det samme, og sammen tog de tre filmen til Universal Studios. Her fik de ja, men med besked om, at give manuskriptet endnu en gennemskrivning. For på det her tidspunkt, er den en del anderledes end den film vi kender i dag.
Marty McFly tjener penge ved at piratkopiere VHS film, tidsmaskinen er et kammer, der transporteres bagpå en pickup truck, Emmet Brown omtales som Professor, og har en chimpanse i stedet for en hund, Biff Tannen er en tvivlsom politimand, og hele filmens slutning foregår på et atomprøvesprængnings område i Nevada ørkenen.
Efter en ny gennemskrivning, der fik manuskriptet meget tæt på den endelige film, var der kun en sidste forhindring inden de kunne begynde at finde skuespillerne til de forskellige roller. Universals chef elskede det nye manuskript - på nær titlen. Ligesom jeg selv havde svært ved at forstå meningen i en alder af 9 år, kunne han heller ikke finde logikken i den. Derfor foreslog han i ramme alvor, at filmen i stedet skulle hedde ‘Spaceman from Pluto’, som han mente var en langt mere ungdommelig og hip titel.
Det bragte Zemeckis, Gale og Spielberg i lidt af et dilemma. For en chef af den statur kan i realiteten trumfe en sådan ændring igennem, uden at sprøge om lov. Så de måtte gå delikat til værks. Løsningen blev, at Spielberg sendte en note tilbage, hvori han takkede for vittigheden og det gode grin, som de alle havde moret sig meget over. Og herefter forstummede al snak om titel ændringer. Produktionen var nu klar til at gå i gang, og skuespillerne skulle findes. Men også her kunne Back to the Future have set markant anderledes ud.
ALTERNATIVE TIDSLINIER
Fra starten vidste trekløveret Robert Zemeckis, Bob Gale og Steven Spielberg, at de ville have Michael J. Fox til at spille Marty McFly. På dette tidspunkt havde han stor succes med tv-serien Blomsterbørns Børn, og han besad præcis den charme, ungdommelighed og tilstedeværelse, som de søgte. Der var bare et problem. Meredith Baxter Birney der spillede moderen i serien, skulle på barsel, og derfor blev Michael J Fox’ rolle gjort meget større. Det betød at seriens producer ikke ville tillade at Fox lavede Back to the Future ved siden af. I sådan en grad, at han ikke engang ville lade ham læse manuskriptet. For han vidste at Fox ville elske det, og blive bitter over ikke at kunne lave filmen. Derfor måtte Zemeckis, Gale og Spielberg kigge efter en anden Marty McFly.
Flere unge skuespillere var til casting på rollen, blandt andre Johnny Depp, Charlie Sheen og John Cusack. Matthew Broderick blev også spurgt, men kunne ikke. Selvom det ikke er vildt svært at se ham i rollen. Men presset begyndte at stige. Universals chef (ham med Spaceman From Pluto forslaget) krævede, at filmen skulle være klar i biografen i sommeren 1985, ellers ville han lukke den ned. Samtidig foreslog han en ung skuespiller ved navn Eric Stoltz. Selvom han ikke havde den samme lethed som Michael J Fox, kunne Zemeckis, Gale og Spielberg godt se, at han var en dygtig skuespiller, og ville kunne tage rollen. Og med tidspresset hængende over dem, valgte de at gå med ham som Marty McFly.
Skuespillere der var til casting, og som blev overvejet til rollen som Doc
Den anden store hovedrolle som 'Doc’ Emmet Brown skulle også castes. Her var både Jeff Goldblum og John Lithgow i spil til rollen - og Eddie Murphy var endda også blande de mange overvejelser på et tidspunkt, men valget faldt på Christopher Lloyd.. Han var igang med at indspille en film i Mexico, da han fik manuskriptet tilsendt. Samtidig var han netop blevet tilbudt en teater rolle som HC Andersen (!), og så mere sig selv som en teaterskuespiller, end en filmskuespiller. Og da han havde læst manuskriptet, som han havde lidt svært ved at finde hoved og hale i, smed han det i skraldespanden som det første.
Havde det ikke været for hans kone, kunne det have været enden på den karriere. For hun mindede ham om et mantra han selv havde udtalt flere gange - at man skal vende alle sten, og ikke lade nogen muligheder være uudforskede. Derfor endte han med at fiske manuskriptet op igen, og tage et møde med Robert Zemeckis, hvilket gjorde udfaldet. Og med dét på plads, kunne indspilningerne endelig begynde. Men filmens største krise ventede stadig.
GREAT SCOTT!
Fra starten begyndte problemerne med Eric Stoltz. Allerede ved læseprøven, der efterlod alle entusiastiske og ekstatiske, punkterede han stemningen ved at analysere historien som værende sørgelig i det at Marty husker en fortid, som ingen andre omkring ham kender til. Og da indspilningerne gik i gang, insisterede Stoltz, der sværgede til method skuespillet, hvor man lever sig ekstremt ind i rollen, på at blive kaldt Marty, fra han kom til han gik fra settet.
Undervejs viste det sig, at Stoltz havde en helt anden tilgang til arbejdet, end resten af holdet. Og en helt anden opfattelse af sin karakter. Han udfordrede konstant Robert Zemeckis’ instruktion, og var langt mere seriøs i sin fremtoning, end karakteren var tiltænkt.
For hver dag der gik, voksede en uro hos Robert Zemeckis. En vished om, at noget var galt. Efter 6 uger satte han sig ned, og så et råt gennemklip af alt materialet der indtil da var indspillet. Og her indså han det store problem. Alle skuespillerne fik det hele til at synge, og ramme de helt rigtige toner. På nær én. Eric Stoltz spillede som om han var med i en helt anden film. Og Zemeckis vidste, at filmen ikke ville fungere. Han betroede sig til Spielberg og Gale, der var helt enige. Men hvis de ikke løste situationen på den helt rigtige måde, kunne det meget vel betyde, at filmen blev lagt ned.
De vidste at den eneste redning var, at finde en ny skuespiller til rollen som Marty McFly, hvilket de måtte have på plads, inden de informerede Universals ledelse om problemet. På Spielbergs opfordring, fortsatte de indspilningen i yderligere en uge, uden at fortælle nogen om noget, imens de ville gøre endnu et forsøg på at få Michael J Fox. Og denne gang var de heldigere end første gang. Fox var ikke ligeså presset som tidligere, og de kunne få lov til at hyre ham på den betingelse, at de kun havde ham om aftenen og i weekenden. Resten af tiden skulle han indspille Blomsterbørns Børn. Zemeckis, Gale og Spielberg accepterede, og tilbød rollen til Fox, der med det samme sagde ja.
Med alternativet i hånden gik de så til Universals chef og fremlagde den tunge nyhed. Men til alles overraskelse blev det hurtigt accepteret, at Fox overtog rollen, og at det ville koste cirka 4 millioner dollars at genindspille alle scenerne med Marty.
Michael J. Fox med Robert Zemeckis, Bob Gale, Neil Canton og Steven Spielberg
Så nu skulle der arbejdes hurtigt. På det tidspunkt var det januar 1985. 6 måneder før filmen skulle have premiere. Hovedrollen bleve skiftet ud efter 6 ugers indspilning, og Michael J Fox’ dagsskema var nådesløst. Om morgenen startede han på Blomsterbørns Børn indtil klokken 16-17 stykker, hvorefter han tog direkte på settet og indspillede Tilbage til Fremtiden til klokken 3 om natten. Herefter blev han kørt han hjem og fik 3-4 timers søvn, hvorefter det hele startede forfra. Hvilket også er grunden til at Fox’ minder om filmens indspilning er lidt tågede. Men hans dedikation og entusiasme smittede af på hele holdet, og hans tilgang til rollen var den diametrale modsætning til Eric Stoltz. Han forstod med det samme, hvad det var Zemeckis og Gale ville opnå med filmen, og formåede at matche den energi med det samme.
Efter 3 måneders ekstraordinært hårdt arbejde, sluttede indspilningerne den 26 april 1985. Og kun 22 dage senere fandt den første testvisning sted. Her skulle det vise sig, om filmen fungerede, og om beslutningen med at hyre en ny skuespiller 6 uger inde i optagelserne, overhovedet havde været nødvendig. Men al nervøsitet blev overdøvet, af den ekstremt positive reaktion filmen fik. Tilbage til Fremtiden fik på det tidspunkt den bedste test reaktion nogensinde for en Universal film, hvilket betød at premieren blev rykket frem til den 3 juli. Og dér - kun 9 en halv uge efter optagelserne var afsluttet, havde Back to the Future premiere i de amerikanske biografer. Den fejede al konkurrence af bordet, og var den overlegent bedst indtjenende film i 1985.
Tilbage til Fremtiden blev et fænomen, der fascinerede og begejstrede alle rundt om i verden. Inklusive en 9 årig dreng på en parkeringsplads i Danmark. Men det fik også en konsekvens, som hverken Robert Zemeckis eller Bob Gale havde planlagt, eller faktisk var interesserede i. Nemlig at Universal, der nu ejede rettighederne, ville have mere. Med eller uden de to skabere.
Læs om de følgende 2 film i serien her
Elias Eliot er den ene halvdel af den populære podcast ‘Han Duo’, og grundlægger af filmfestivalen ‘Blodig Weekend’. Fremover vil han her på Coolshop komme med anmeldelser af film og spil, samt anbefalinger og baggrundshistorier på ældre titler.
Køb Back to the Future trilogien
